naar den farer henover Skovkronerne. Og hvor man seer hen og hvor man vandrer ligger der ogsaa Mærker efter saadant Veir. Det var den 7de, 8de og 9de Mai i Aaret 1832, da disse Aaser maatte undgjelde fordi Skoven her stod høi, stolt og frodig. Aftenen før den 7de var Veiret klart, men den nordvestlige Himmel flammede som Ild og enkelte Suk lød mellem Granerne. Men alt som det leed over Midnat, blev Himlen i Østen svovelguul og det stønnede i Aaserne. Træerne neiede dybt, men rettede atter sine Kroner; det var dog kun et Øiebliks Hvile. Da foer Stormen mod Fjeldet saa Granen sank, og nu var det ikke godt at være i Skoven. Siden frembød disse Marker et jammerfuldt Syn. Skoven var strøgen bort og Fjeldets Isser stode nøgne; thi Nordenvinden havde pidsket Mosen af og henveiret hvert et Straae; der hvor Granerne nylig havde hævet sig stolte og frodige, der laae de nu optaarnede paa hverandre med Baret nedhængende og under disse Ruiner brusede Bækkene frem for at finde nye Leier. Hele milelange Strækninger var et forvildet Chaos af omstyrtede Træer og hvor Granerne ikke vare oprykkede med Roden, der vare dog Kronerne knækkede, Rødderne løsnede og inden Høsten kom, vare disse Træer henvisnede. Flere tusinde Tylter Tømmer ere siden den Dag hensmuldrede i denne Skovtrakt; thi Markerne vare ufremkommelige og man kunde ikke redde en Fjerdepart af det, Vinden havde fældet. For at komme frem maatte man paa mange Steder, næsten have en Linedandsers Færdighed:
