Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/79

73

hentede ned fra Ekorngranen, der nu ligger i Bjelkelaget hos Proprietairen.“ — Der er vel ei Mange som ville dele Thorbjørns Anke, men der er ingen Mangel paa Steder, hvor han som her kunde fristes til at anbringe den. I Lierskoven, i Finskoven, i Krogskoven sees og høres Arbeidet, og Vildtet fortrænges mere og mere. Denne Sysslen vil maaskee om hundrede Aar have erobret mange Maal Jord fra Finskoven og Folk vil da sige: „I gamle Dage var her ogsaa Skov,“ og dette er maaskee Trøst og Erstatning for den vilde Hugst i alle de andre Skove. Naar Granen har naaet en Arms Tykkelse hugges den til Kulved, brændes og kjøres ned til Bærums Jernværk; men Vandreren mindes at næsten alle disse Skovstrækninger eiedes af ham, der fjernt fra de norske Graner lukkede sine kloge og milde Øine. En Bondejæger bemærkede engang, at Krogskoven, Hadeland og Hakedalen kunne de aldrig ødelægge; thi baade Landskabernes Bygning og den Skovbund der er i disse Strækninger ville hindre den værste Fremfærd. Dette er vel saa. Men Bymanden, der søger hid af Kjærlighed til Skovlivet, trøster sig især ved Vegetationens Kraft paa dette Feldt. Om ogsaa Skoven fældes, voxer den dog frodigt igjen; om end ikke Granerne staae til de blive dygtige Tømmertræer, udbrede de alligevel over disse Egne en Skovduft, som Øxen tildeels har fjernet fra Lier og Bærum. Og denne Skovduft bliver friskere og mere gjennemtrængende naar man gaaer nordover og kommer ind i Høidemarkerne i Hakedalen og