Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/78

72

byttet med Travlhed og Vindskiblighed. I Solbelysningen viser dette udstrakte Feldt sig saa broget og udstykket, at man snarere ledes til at udvælge sig et enkelt Punkt for Betragtningen end til at dvæle ved Overskuelsen af det Hele. Skovene, der sees fra denne Høide, danne for en stor Deel usammenhængende Strøg og Flækker, mellem hvilke de storagtige hvide Proprietair-Huse med røde Teglsteenstage, paa en meget forstyrrende Maade, gjøre sig gjeldende; thi den mørke Naaleskov beholder i enhver Omgivelse Noget af sin alvorlige Vildhed, der kun slet stemmer med en overfladisk Culturs Puds og Pyntelighed, medens Løvtræernes smidigere Natur og huusvante Vext forstaaer at finde sig i Alt. Jeg hvilede engang paa en klar Sommermorgen under Vøiensæterens største Hængebirk. Egnens ypperste Fuglejæger, den gamle Thorbjørn Bestum, sad hos mig og pegede ud i Landskaber paa en ny Rydning, hvor enkelte afqvistede Graner endnu ragede i Veiret. Der tømredes allerede paa de øverste Omfar af et stort Vaaningshuus og der steg Røg op af et Par løst opsatte Bræddehytter i Skovbrynet. „Der skal vel blive gjævt nu,“ sagde Thorbjørn, „og byagtigt Stel i alle Maader; men bedre og ligere var det da Fuglelegen stod paa derover i sorte Skoven. Skov skal være Skov som Gud vil, men Storfanten vil have det anderledes.“ Med disse Ord løftede han Haglriflen, der laae paa hans Knæ, og sagde fortrydelig: „Det er snart ude med os To; du faaer saa aldrig mere Sigte paa slig en Røi, som den du