Paa flere Steder omkring Christiania skal man have ondt ved med Bestemthed at afgjøre hvor det dyrkede Land ophører og hvor den vilde Skov begynder. Den egentlige opdyrkede Bygd blander sine grønne Enge og gule Agre med tilstødende Skovpartier, og i saadanne Halvskove træffer man igjen afsondrede Smaagaarde, indtil man uden selv at vide hvordan, er kommen ind i de mægtige Skov- og Fjeldstrøg, hvis Charakter man vel tydeligst kan forestille sig, naar man seer de smukke, bølgeformige Bærum- og Askeraaser. Herfra begynde disse Skove, der strække sig gjennem Lier, Bærum, Ringeriget ned igjen til Sørkedalen, Hakedalen og Hadeland og over til Sigdal og Krødsherred.
Denne ubestemte Grændse mellem Skov og Bygd er især paafaldende i vestre Bærum. Bygden trænger sig mellem Kulsaas og Værksaasen paa den ene Side og Askeraaserne paa den anden Side, i en spids Vinkel op til Finskoven, der tilhører Bærum. Gaarden Vøien er ligesom Hjertet i denne — jeg havde nær sagt — hovedløse Bygd. Den sidste egentlige Gaard i denne Trakt er Isi, men herfra og
