den, mærkede han nok sin Fejltagelse, thi han gjorde en Bøining som for at vende sig fra den; men jeg hørte Lodsen, der igaar havde advaret os for Uveiret, raabe til ham: „De holder det ikke ud,“ og hans Baad skjød hen mod Carl, der greb fat i Rælingen. Da han løftede sit Hoved op hørte jeg en Damestemme udbryde: „Gud, det er Carl!“ „Henriette!“ raabte han, og med Anstrængelse skjød han sig langt fra Baaden; han nærmede sig til mig, men da han kun var et kort Stykke fra mig, løftede han sine Arme i Veiret og lagde Hænderne over Øinene, og med denne Bevægelse sank han pludselig. Baade Lodsen og jeg sprang ud for at redde ham, men vore Anstrængelser vare forgjæves.
Var det hans Kraft, der svigtede ham, eller var det Henriettes Billede, der trykkede ham til Bunds? Arme Ven, du fandt et koldt Leie under Ladegaardsøens Strand. Først efter din Død, opfyldtes dit Ønske om at være erindret af din Ungdoms Herskerinde.
Carl havde mistet sine Forældre i en ung Alder, men en senere afdød Paarørende havde efterladt ham Formue; denne tilfaldt hans ulykkelige unge Kone, der har en Søn, som med Faderens Uforsagthed allerede pløjer Bølgerne paa fjerne Have.
