Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/77

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
71


en Miils Vei i Omkreds vrimler der af smaa Skovpladse. Lidt nedenfor Vøiensæteren, der er at betragte som Vinkelens Toppunkt, har man en vid Udsigt, der om Dagen, naar Solen kaster sit fulde Straalelys over Landskabet, er for riig og afvexlende til Emne for et Malerie og næsten trættende for Øiet; men en Qvelstund, naar Maanen har hævet sig op over det fjerne Egeberg og gyder sine Sølvstraaler over de slumrende Partier, da er det deiligt at dvæle her. De mørke Aaser tage trofast, men dog saa blidt det lavere Landskab i sine Arme og dække med sine lange, usikkre Skygger de mindre smukke og altfor regelmæssige Gaarde, der ligge under Aaserne. De Partier, hvorover Maanen nu breder sit gjøglende Lysteppe, ere derimod vel skikkede til at modtage denne eventyrlige Klarhed. Grundenes vexlende Charakter i Høider, Flader og Bugter frembyder skjønne Overgange af det milde Lys og den dybe Skygge. Her sortner Naaleskoven og hist falder Skinnet paa Grupper af store Løvtræer. Sandvigselven, der langt herfra, ovenfor Syd- og Nysæteren, har sine Kilder, strømmer gjennem Landskabet og man seer Straalebruddet i de hurtige Elvbølger. Men den Ro, der saaledes hviler over dette Feldt, er dog ikke at ligne ved de tætte Skoves hemmelighedsfulde og trygge Stilhed; det er som om disse duftige, maanelyse Egnes Naturaand hviskede til mig at Freden er kortvarig, og at Morgenrøden hæver Trylleriet. Da har Landskabet tabt sin stille Pragt, og da er denne Taushed