Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/69

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
63


der tilhørte hendes Fader. I de rolige Sommeraftener gik hun ofte denne Vei med mig, men jeg var den Aften kommet sildig hjem fra en liden Reise. Jeg gik langs Elvebredden, da jeg ved en Bøining, som den dannede, saae Henriette sidde med Hovedet støttet til Haanden i en lille Baad, der laae i Elven. Hun var hvidklædt og havde en Straahat paa Hovedet, hvorover der var kastet et Slør. Maanen spredede sine Straaler omkring hende, og jeg maatte tænke paa Elverpigerne, der i maaneklare Aftener dvæle i Aaskyggerne; hendes Slør viftede om hendes Hoved og Bryst og gav hendes Former noget Taageagtigt og Usikkert. Jeg satte mig hen i Birkeskyggen; thi jeg vidste, at hun ofte søgte Ensomhed. Maanen gik bag Skyen, og den Plet, hvor Baaden laae, blev dunkel, indtil en sagte Vind, der zittrede gjennem Træernes Blade strøg Skyen bort. Mit Blik faldt paa det Sted, hvor Henriette havde siddet i Baaden, men denne var forsvunden. Jeg reiste mig og speidede, men Krumningen af Landet hindrede mig i at finde hvad jeg søgte. Jeg stod endnu forundret, da Baaden gled frem for mig i Maanens Afglands; Henriette sad der, som det syntes, i den samme drømmende Stilling som for lidt siden. Baaden havde ikke været bunden, den sagte Vind og Elvens Strøm havde drevet den nedover. Jeg raabte til Henriette, thi hun var ikke langt fra Vandfaldet; hun løftede Hovedet og saae den Fare, hvori hun svævede, og som en skjælvende Sylphide udbredte hun sine Arme mod mig og anraabte mig om Hjælp;