forat lytte til Carl, men han taug og havde sænket sit Hoved mod Brystet. Jeg vovede ei ved Noget at forstyrre ham; thi jeg kjendte ham, og vidste at det vilde være ham ubehageligt.
Et Øieblik stod han saaledes, som for at vække alle slumrende Erindringer, derpaa begyndte han igjen: „Henriette er min Cousine, og hun er ligesaa gammel som jeg. Da jeg blev Huuslærer hos min Onkel, havde jeg ikke seet hende siden hun var et Barn, men jeg kjendte hende igjen, omendskjønt hun havde forandret sig meget. Det var dengang ordentlig en Skik og Sædvane, at unge Studenter bortgave deres Hjerte og hele Timelighed, naar de bleve Lærere i Huse, hvor der fandtes confirmerede Døttre; men jeg rødmede for mig selv af Skamfuldhed blot ved Tanken om et saadant Skridt, og jeg troede mig vidende om hvad Forskjel i Vilkaar der er paa en tyve Aars Pige og en Student af samme Alder. Men hvor meget jeg end ansaae mit Hjerte for beskyttet, fik jeg dog snart Erkjendelsen af at jeg var dødelig forelsket, ja ganske fortabt og borte i denne Følelse. Det var hendes Skyld; thi hun havde et Blik, der ligesom forskede og spurgte og straalede dertil af uimodstaaelig Mildhed. Medens jeg saaledes følte, hvorledes det higende Liv groede i mig, var det en Aften just som denne. Hun var gaaet alene ud over Engene ved Gaarden. Et kort Stykke fra den løb der en Elv under nogle løvrige Bakker. Strax nedenfor Gaarden dannede Elven et Vandfald, som drev et Sagbrug,
