Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/70

64

jeg kastede mig ud i Elven og var saa heldig at redde hende: Da hun stod paa Bredden, tog hun min Haand og trykkede den; hun heldede sit Hoved mod mit, som om hun vilde og maatte give mig et Kys, men min bævende og ydmyge Sjel neiede sig dybt for denne Lyksalighed, og, hvor forunderligt! jeg turde neppe røre ved hendes Arm, medens jeg viste hende en kortere Sti mellem Løvet. Da hun en Maanedstid efter reiste til Kjøbenhavn, græd hun, idet hun sagde mig Farvel; hun tog atter min Haand, trykkede den og sagde: „Carl, jeg glemmer dig aldrig;“ thi hun havde dog, det vidste jeg jo, gjort et Blik i mit Hjerte, og alligevel glemte hun mig, medens mit Væsen kun hang sammen ved Erindringen om hende. Hendes Fader fik ofte Breve fra hende, men der var snart ikke et Spørgsmaal om mig, ikke en svag Hentydning paa mit Liv. I et af de sidste Breve, bad hun om sin Faders Samtykke til hendes Forlovelse med en dansk Officier, der havde Formue. Min Onkel fandt ingen Grund til at nægte hende det, og en Maanedstid efter kom hun atter hjem. Da hun saae mig igjen, rødmede hun, men modtog mig med en Venlighed, der vilde have været mig kjær, dersom mit unge Livs Terninger ei havde været kastede. Hun var langtfra nogen Coquette, men hendes Hjerte var i Alt, hvad der angik Hengivenhedsfølelser saaledes beskaffent, at hun maatte have Gjenstanden for sin Ømhed under Øinene for ei at glemme den. Min Følelse for hende var ikke af den Art, at den kunde forandres efter det, som blev givet