Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/67

61

rettede Baadens Gang og lod den glide langs Landet i sin Cours. Himlens Lysning faldt paa Carl. Han havde taget Kjolen af, og Aftenskjæret laae nu smukt paa hans lette Lærredsdragt medens han lænede sig op til Masten. Over hans mørke, prægtige Ansigt var der et Udtryk, som af en kjær Erindring; han saae hen over Vandet og stod længe saaledes med korslagte Arme. „Kjender du,“ sagde han endelig, Oberstlieutenant H. paa Ringeriget?“ „En Smule,“ svarede jeg. „Der,“ vedblev Carl, „lærte jeg Marie at kjende.“ „Jeg veed det,“ sagte jeg, „hun var der i Huset, da du var Lærer der.“ Carl taug og jeg saae, at han lagde sin Pande mod det kjølige Seil. „Har du seet Oberstlieutenantens Datter Henriette,“ spurgte Carl med en Stemme, der var næsten hviskende. „Nei, men hun skal have været smuk,“ svarede jeg. „Ja hun var smuk, og bliver smuk i al Evighed,“ sagde han; „jeg glemmer hende aldrig. Jeg vilde glemme hende, dersom jeg kunde, men jeg kan det ikke. Denne Aften kalder hendes Billede med uimodstaaelig Magt frem for min Sjæl, jeg føler nu og altid at jeg uden hende fører et Skinliv. Hendes Væsen var fiint og let som denne Luft; jeg seer hende i Alt, hvad der her omgiver mig.“ Jeg havde aldrig hørt Carl tale saaledes som nu; det var hans indre, for mig og alle Andre skjulte Menneske, der med Eet aabenbarede sig. Kun den ensformige Lyd af mine Aareslag forstyrrede den dybe Rolighed, der herskede omkring os; jeg bevægede Aaren saa sagte jeg kunde