at forundre sig over, at jeg var gift uden at have modtaget Bryllupsvisiter.“
Jeg gik hjem med dem, men endnu var Carl mig en Gaade.
Solen sank ned mod Fjeldene, og Fjordens rolige Flade sugede de lange Skygger til sig, da Carl og jeg forlode Næsodden; det var omtrent paa samme Tid om Aftenen som vi Dagen før vare tagne fra Christiania; men der var en mærkelig Forskjel paa igaar og idag„ I Østen var Himlen sølvblank, i Vesten glødede den og kastede sit Skjær henover Søen. Nu og da lød en sagte Tone fra Vinden hen til os, men dette kjærlige, hviskende Pust var for svagt til at fylde de slappe Seil; de bølgede sig af og til og slog atter matte mod Masten. Vi maatte idag bruge Aarene forat glide frem paa den stille Flade. Solen gik ned bag Aasen og Sommeraftenens Skjær var over Himmel og Søe. Fjordens mørke, skovklædte Øer laae slumrende paa dette skinnende Tæppe. Foran os havde vi Nakholmens nøgne Strand. Vi laae idag som igaar midt paa Fjorden, men vor Baad gik nu med en sagte, gyngende Bevægelse henover de bløde, neppe mærkelige Bølger og Aftenens ømme Alfer stemte vore Hjerter blidt. Kun slet passede Carl og jeg Aarerne; thi Baaden gled hen under Forneboelandets sydlige Kyst. Granerne vare her saa grønne og duftfulde, Fyrrenes Stammer saa røde og kraftige; det hviskede og aandede inde i Skovgrunden. Carl lagde sin Aare op; jeg
