Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/61

55

de store Regndraaber faldt skarpere og hurtigere, og nu gik vi først Baut ved Brandskjærene. Vor lette Baad arbeidede tungt i de hule, piskende Bølger; men endnu holdt den sig dog godt; mellemstunder foer vel Rælingen under Vandet, men Carl vidste da strax at bringe Baaden op i Vinden, saaat jeg ei behøvede at øse. Men jeg frygtede for Natten; det var allerede saa mørkt, at vi ikke kunde skjelne Omridsene af Ladegaardsøen; Himlen var ganske overdækket, Uveiret bragede omkring os. „Det er umuligt Carl,“ sagde jeg, „for os at komme til Hans inat. Vend og styr til Byen.“ „Nei,“ svarede han, „det skal briste eller bære; du pleier jo ei være frygtsom, frem skal det gaae; jeg maa indløse mit Ord.“ — Lynilden knittrede hen over Søen, og jeg saae Carls Ansigt, der med en fast og næsten trodsende Mine blussede i Gjenskinnet. Tordenen rullede fra Fjeld til Fjeld og Regnen styrtede ned i Strømme. Jeg havde nu nok med at lændse Baaden for Vand og vi maatte frygte Nærheden af Skjærene, som vi dog ei engang kunde skimte. Vi krydsede Slag i Slag uden at vide, hvor vi vare; thi Søe og Himmel gik i Eet for vore Øine, naar ikke netop Lynet brød gjennem Skydækket. Carl benyttede saadanne Øieblikke med stor Besindighed og søgte da at orientere sig. I korte Mellemrum hørte jeg hans Raab: „Lad Fokken gaae,“ men Hvergang vi saa vendte, fik vi Baaden halv fuld af Vand, og jeg øste alt hvad jeg aarkede. Natten og Uveiret var paa det Højeste, da et Seil fløi tæt forbi os.