Jeg vilde søge at opdage hvad der tyngde paa Carls Sind; derfor indfandt jeg mig paa det betegnede Sted, da Kl. omtrent var 9. Himlen var overtrukken og det kulede nu skarpt for Sydvest. Carl, der var kommen før mig, stirrede hen mod Askeraaserne. „Vi faae et haardt Veir Carl,“ sagde jeg, da han vilde gaae i Baaden uden at tage Reb i Seilene. „Ja,“ sagde en gammel Lods, der sad paa en omvendt Baad, „vil Herrerne komme tørskindede frem, maae de tage Reb baade i Storseil og Fok.“ „Jeg er vant til baade at svømme og dukke i mit hele Antræk,“ sagde Carl, „og en vaad Trøie generer mig ikke. Men lad os kun tage Reb ind og saa blive klare.“ Da vi stødte fra Land, smilede Lodsen og sagde: „Dersom Consulen, der leiede min Baad til imorgen, faaer et saadant Veir, gaaer jeg nok klar af Fortjenesten.“ — Vinden peb i Seilene, og Masten bøiede sig, da Baaden løb over mod Alunværket. Veiret blev mørkt; over Bærums og Askers Aaser var Himlen rødlig sort. Vi laae over mod Vippetangen, og enkelte store Regndraaber sloge os i Ansigtet; Fæstningens Lindetræer sukkede og bøiede knagende sine pragtfulde Kroner mod os. Jeg betragtede Carl under det voxende Uveir, men der var ingen Forandring paa hans Ansigt; det bevarede den samme jernhaarde, ydre Ro, jeg engang før i et farefuldt Øieblik havde fundet hos ham. „Sæt dig ved Masten,“ sagde han, „og pas Fokken, saa skal jeg selv passe Roret og Storseilet.“ Mørket voxede tættere over Fjeldene og Strandbredderne,
