kom det mig dog som om den ved mine Fødder var tykkere og tættere end lige ud for mig. Jeg sagde til Tømmerhuggeren, at Aasen her vist gik lige ned.
„Ja, hold Dem bare vel ind til Venstre,“ sagde han: „det er ikke saa fælende dybt som det seer ud til nu; men, Gud bevares, det var ingen Hygge at falde ned her.“
Da vi vare komne et Stykke frem jævnede Terrainet sig noget, vi gjorde en Vending lidt nedover, og kom ind i et trangt Dalføre eller „Draag,“ som Bønderne kalde slige trange Smaadale, der paa begge Sider indsluttes af steile Vægge. Her var det saa mørkt, at vi ikke kunde see en Alen foran os, men vi kunde heller ikke gaae os bort. Lysglimtet, som jeg for kort siden havde seet, da vi vare over Dalen, kunde jeg nu ikke mærke; men et Øieblik efter, trængte en fem sex Glimt imod os, og her laae den elendigste Menneskebolig, jeg har seet. En Deel Baghun og korte Tømmerstokke vare paa Skraa stillede mod den bratte Fjeldvæg. De vare bedækkede med Mose, Næver og Granbar, for, saavidt muligt, at hindre Regnens Indtrængen. Øverst oppe mod Fjeldvæggen var i det ene Hjørne et Hul, hvorigjennem Røgen trængte ud tilligemed en Lyssøile, der udbredte et stærkt Skin over de nærmeste Gjenstande. Ved begge Ender var en Tværstok, hvorimod der ogsaa var opreist Baghun og Tømmer, som vare belagte med Granbar.
Da Tømmerhuggeren standsede ved den nærmeste Ende
