eller om han virkelig havde Mærker paa dem, skal jeg lade uafgjort. Maaske havde han før været ude i lignende Veir, og derfor hugget sig Tegn i Træerne.
„Hun er styg i Qveld,“ sagde han.
„Ja du har Ret i det,“ svarede jeg; „jeg angrer næsten, at jeg ikke fulgte Veien til Hakkloen.“
„Vi har ikke langt igjen nu,“ sagde han.
„Men det maa dog være et Stykke; vi ere endnu ikke komne til Lykkegjordet.“
„Lykkegjordet skal ikke hæfte os,“ sagde han, idet han standsede.
Her fornam jeg Lugten af frisk Røg, hvilket jeg gjorde Tømmerhuggeren opmærksom paa.
„Ja, jeg kjender den nok,“ svarede han; „men jeg saae, om jeg ikke skulde kunne see Varme, for her skulde det være.“
„Her,“ spurgte jeg forundret, og saae mig rundt omkring, men jeg fornam ikke andet end Nattens og Skovens Mørke.
„Ja Gu skulde det være her, og her er det ogsaa, der kan De see, at det lysner nede under Dem.“
„Jeg saae, at der nede under mig trængte en Lysstraale ud iden sorte Nat. Det var ikke længer borte, end at man kunde see, Lysningen trænge ud mellem to Baghun, der ikke sluttede godt sammen.
For at komme ned til denne for mig sælsomme Bolig, maatte vi gjøre en liden Omvei paa en 50 Skridt. Omendskjønt Natten laae saa sort og mørk over hele Egnen, fore-
