vi gaae,“ sagde jeg, idet jeg var paa Veien til at snuble over nogle Trærødder.
„Nei da,“ svarede Tømmerhuggeren, „men det er saa artigt i Skumringen; En seer ikke rigtigt, hvorledes En sætter Benene. Men see Dem for i Bækken; De faaer træde midt paa Stenene, for de ere slibrige nu, og det er braadybt nede ved dem.“
„Hvad er dette for en Bæk?“ spurgte jeg, da vi vel vare komne over det skummende og brusende Vandløb.
„Aa, de kalde den Aurkjernsbækken,“ svarede Tømmerhuggeren. „Det er ikke store Bækken om Sommeren, skal jeg troe; da kan En gjerne gaae den tørskoet, men i sligt Veir som i Dag, kan det hende, den bruger sig; nu kunde den gjerne drive baade Kværnebrug og Saug.“
Eftersom vi fortsatte vor Gang faldt Mørket mere og mere paa og Regnen styrtede ned i Strømme. I hver Fordybning og Huling var der Damme og Vandansamlinger, som vi hvert Øieblik plaskede ud i; thi selv de nærmeste Gjenstande kunde vi nu ikke skjelne, kun naar vi saae mod Himlen, mærkede vi en Lysning mellem Granerne. Omendskjønt Tømmerhuggeren gik lige foran, saae jeg ham dog ikke anderledes, end som en bevægelig sort Skygge, og selv for ham var Gangen nu møisommelig. Jeg maatte næsten fristes til at troe hans Ord, at han kjendte Granen, naar han tog paa dem; thi hvert Øieblik kunde jeg skimte hans Arm, der famlede efter Træerne; om det var for at støtte sin Gang,
