foran det knækkedes, og Granens øverste Grene splintredes i Faldet.
„Det bli’er en med tolv Tommers Top,“ sagde Tømmerhuggeren, og satte sin Øxe fast i Stubben. „Men nu faaer vi rusle paa os, skal vi komme frem i Lyse.“
Under endeel Grankviste fremtog han to andre Øxer, en Næverskrukke og en Træflaske.
„Jeg skulde have lidt Mad, før vi gik i Veien,“ sagde han; „men kanske De heller vil stryge strax, De?“
„Spiis du,“ svarede jeg, „saa skal jeg ogsaa tage mig et Stykke, og saa kan du smage paa min Niste med det samme“
Da vi havde endt vort Maaltid, stak Tømmerhuggeren Næverskrukken og Træflasken paa Øxeskafterne, som han lagde over Skulderen og gik nordover.
„Det er ikke rar Vei her,“ sagde Tømmerhuggeren, „idet han gik foran og bøiede tilside Grenene, der rystede sit overflødige Vand ned over os;“ vi faae holde os efter Leden (Leia.)“
„Det varer ikke længe,“ sagde jeg, „før vi ikke kunne kjende Aaserne. Dersom det er langt at gaae, kommer Mørket paa os.“
„Det kan saa være det,“ svarede Tømmerhuggeren; „men jeg har gaaet denne Veien saa mange Gange, at jeg mest kjender Granen, naar jeg tager paa den.“
„Jeg synes det bliver mere og mere ulændt, jo længer
