man fristes til at glemme, at man et Øieblik før havde talt med et levende Væsen. Her strakte Oretræerne sine sidste Løvgrene ud i Elven, og et enkelt guulnet Aspetræ saae sin falmede Pragt i det mørke Væld. En mosbegroet Kjæmpesteen laa i Strømmen; rundt omkring den skummede Elven hvid, men antog snart den mørkegrønnne Farve, der lidt længere ned blev saa mørkladen som en Nat. Denne regnfulde Dag begyndte allerede at skumre. Da jeg kom op til Hans Kampens Stokke og havde lagt Røien i min Jagttaske var det vel endnu lyst, men Aaserne og Granskoven saae mørkere og skumlere ud end for en Time siden, og jeg gik lige tilbage til Tømmerhuggeren, som atter var ifærd med at fælde en Gran af mere end almindelig Høide. Paa den ene Side var Skuren allerede færdig, og der manglede ikke mange Hug paa den anden Side førend dette ranke Træ vilde styrte. Naar Øxen bed i Granlæggen, skjælvede Træet og det begyndte saa smaat at svaie med sin Krone.
„De faaer ikke staae paa den Siden,“ sagde Tømmerhuggeren, idet han saae op efter Granen, „for jeg har lagt hende did.“
Han gjorde endnu et Par Hug, og Træet bevægede sig et Par Sekunder, som om dets Fald endnu var ubestemt. Et Øieblik var det som om det ved sin egen Tyngde ballancerede paa Stubben, men ganske sagte bøiede det sig forover mod den Side, hvor jeg havde staaet. Da Ballancen var tabt, styrtede det ned med Brag; Smaagraner, der stode
