„Kanske du ogsaa kunde skaffe mig Huus der?“ spurgte jeg.
„Det kommer sig an paa om De kan hæle (holde ud) der; ellers kan De nok faae være der. Saa kan De faae see hende, som Hans gaaer til nu, for ved Mikkelsmesse tog hun fra Konditionen og flyttede til Moer sin for at hjælpe hende med de andre Smaaungerne.“
Dette Tilbud modtog jeg, men da det endnu var tidlig paa Eftermiddagen vilde jeg, skjønt med ringe Haab, gaae lidt omkring for om muligt at træffe mine Hunde. Jeg sagde tillige til Tømmerhuggeren, at jeg vilde gaae tilbage for at hente den Røi, som Hans havde faaet i Stokken, og at han kunde sige ham, hvem der havde taget den, for at han kunde komme ind og faae den betalt næste Gang han kom til Byen.
„Huf,“ sagde Tømmerhuggeren, da jeg reiste mig for at gaae; „det er bleven koldt, mens vi have siddet her; det er ikke Veir til at sluntre i nu. Hun øser brav ned.“
„Jeg mener det er bedst, du faaer Lidt at varme dig ved,“ sagde jeg, og rakte ham min Flaske. Da han havde drukket en Slurk, tog han sin Øxe, gik mod Veiret og begyndte at kviste Granene, der med sine prægtige Grene laa henslængt paa det fløielsbløde Moos.
Jeg gik ned i Dalen langs med Elven. Tømmerhuggerens Øxeslag tabte sig snart ved Elvesuset. En Eensomhed, som om Ingen aandede her, som om Alt var skjult og hemmeligt, var atter lagt over den vilde Skovegn. Her kunde
