mod Aasen var der nedfældet en Gran, saaat Gangen paa den Kant var hindret; til Venstre var der under Vindfaldet en tre, fire smaa Aabninger, som syntes ganske tilfældige og fremkomme uden Svig; men i hver af disse Aabninger var anbragt en Snare, saa at Fuglene, der saare nødig bruge Vingerne paa denne Aarstid, nødvendigviis vilde foretrække, at gaae igjennem dem og — fanges.
Det kan være tilgiveligt om en Jæger bliver utaalmodig, naar han i Raaveir skal gaae den halve Dag omkring i et vildsomt og tungt Terrain, uden hverken at høre eller see sine Hunde, uden at fornemme anden Lyd end Regnens Fald og det monotone Fossesus. Hans Stemning modtager sin Skygning af den mørke Natur, og den stumme Tungsindighed, der hviler over det arme Landskab, trykker selv et freidigt Sind.
Jeg var ingenlunde vel tilmode, da jeg gjennemblødet til Skindet, slentrede fremover og havde kun lidet Haab om at træffe „Feiom“ og „Klinge.“ Jeg fulgte Stien, uden at forstyrre eller ødelægge Stokkene og Snarerne. Men under dennne Vandring hørte jeg tydeligt en Stoks Fald og Vingeslag af en Fugl. I samme Øieblik susede en Ungtiur imod mig og slog sig ind i en af de nærmeste Grantoppe. At fælde den var kun et simpelt Skud, og Fuglen laa flaxende paa Bakken, men fjernt og længe kunde jeg nu høre Knaldets Ekko rulle hen mellem Aaserne. Længer hen i Stien laa en Røi med Halsen under Stokken og de
