fandtes der som sagt ikke en Fugl og dog vare de opstillede saaledes og i en saadan Mængde, at Fuglen umulig kunde undgaae dem. Ved nedfældede Smaagrene, der for et uøvet Øie syntes at ligge aldeles tilfældigt, ved oprejste Kvistgjerder gjennedes Fuglene til at følge Stierne og gaae lige i Stokkene; i Fordybningerne, Draagene og Trangene, hvor der ikke var Plads for Stokke, stode Snarer og ventede Vildtet. Der var mig Ingen bekjendt i disse Egne, som besad en saadan Kundskab i Vildtfangeriet, som den, der havde viist sin Duelighed i Anordningen af disse Fangeredskaber. Vel kjendte jeg et Par slige Ræve, men de havde sine Huler flere Mile herfra.
Jeg kom netop til et Sted, som en almindelig Vildtfanger rimeligviis havde forbigaaet, men som nu var benyttet med megen Kyndighed. Der var nedimod Foden af Aasen, som paa dette Sted gik brat og skovklædt op, en liden mørk og dyb Dal; en Vei, der rimeligviis gik ned til Hakklovandet, var en Smule bredere end de korte og afbrudte Fuglestier, der hist og her fandtes inde i Tætskoven. Et Par saadanne neppe kjendelige Fuglestier stødte til den bredere Vei, men strax foran laae et mægtigt Vindfald med sine knudrede sammenvoxne Rødder slængt ud over Veien. At kunne benytte og stænge disse tre Stier paa en Gang var en overordentlig Fordeel. Men Vindfaldet vilde nøde Fuglene til at tage til Vingerne, og en enkelt Stok foran det vilde være til liden Nytte. Stokken stod alligevel strax foran; til Høire
