guult og bruunt spraglede Vinger udbredte til Siderne. Den var endnu ganske varm, men uden Livstegn da jeg løftede Stokken af den og lagde den ovenpaa, for at Den, der saa godt forstod denne ødelæggende Kunst kunde erfare, at han denne Gang kunde været skilt ved sit Bytte.
Længer frem antog Landskabet en anden Charakter ved Aasens steilere Styrtninger, som en Regnbæk styrtede ud over, og dennes Brusen var den eneste Lyd, der naaede Øret. Under Styrtningen udbredte sig en større Flade, fuld af Smaabuske og Rognetræer, der hang fulde af sine røde Frugtklaser. Det forekom mig som om jeg her hørte en af mine Hunde, men da jeg kom nærmere mærkede jeg, det var Øxehug. Jeg gik efter Lyden og kom atter ind mellem høie, ranke Graner. Her stod en Tømmerhugger; hans Øxe faldt skarpt og hvinende i Granlæggen, og det klang i Veden for hvert Hug. Det var en stærk, bredskuldret Karl i sine bedste Aar. Ovenpaa en islandsk Uldtrøie bar han en graa Rundtrøie, der engang havde været Kjole, men som var bleven afskaaren efter Taskelommerne. Et Par korte Beenklæder, der slubrede ham om Læggene, vare saa stoppede og saa besatte med forskjellige Lapper, at det oprindelige Stof vanskelig kunde bestemmes. Han havde store Begsømsko paa de ellers nøgne Fødder og bar paa Hovedet en gammel forklemt og afslidt Hat, som han lettede lidt paa, da jeg nærmede mig. Hans Ansigt bar tydelige Mærker af strengt og haardt Arbeide under aaben Himmel, Haaret hang ham ned
