Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/41

35

enkelt Gang troede at høre Ljomet (Ekkoet) af Hundene, overbevistes jeg snart om, at det kun var Fossens matte Brusen i det Fjerne, der skuffede mig. Paa denne aabne Hei, hvor der ikke var noget Læ, var det ikke at tænke paa at lade Geværet igjen, jeg maatte længer ned i Lien, paa den Side af Aasen, der vender mod Hakkloen; de tætte Grene dannede her et Tag mod Regnen. Men det var yderst ubehageligt at gaae i den vaade Mose. Rørlyngen, Enerbuskene og Tytebærlyngen slog hvert Øjeblik fugtigt og koldt over Benene. Ved at følge de Fuglestier, der fandtes lidt længere ned i denne Helding, undgik jeg tildeels disse Ubehageligheder, men fra oven styrtede Regnen tung og tæt, og naar jeg blot kom nær en Green, dryssede Vandet isnende og gjennemtrængende ned. Dertil hindredes og besværliggjordes Gangen ved alskens Fremstaaenheder, Fordybninger, Stene og de evindelige Vindfald. — Før havde der neppe været en Stok at see, nu var der opreist Fuglestokke overalt i Draagene, Stierne og Trangene; der var ikke en Fugl at see i dem, men det var ikke nogen usandsynlig Formodning, at en Stok kunde have knækket Nakken paa en af mine Hunde. Eftersom jeg kom længer frem i Skovbreden blev det mig mere og mere paafaldende, med hvilken djævelsk Kunstfærdighed disse Stokke og Snarer vare oprejste. Det er ingen Sjeldenhed, hist og her at træffe paa enkelte Stokke raat oprejste og uden synderlig Indsigt i Fuglenes Levemaade og Vaner og ikke desto mindre fange de Vildt. I disse