Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/40

34

Gjenstande, som Øiet hviler ved og som bringe Afvexling ind i denne triste Eensformighed, der vidt og bredt udfolder sig, naar man paa en regnfuld Oktoberdag fra et høit Stade seer ud over Skovstrøget, ere Forkjernbraaten med dens grønne Vold og lille Indsø og dernæst Helgerns grankrandsede dybe Speil. Men i Forgrunden oppe paa Høiden er Afvexlingen saameget rigere: Terrainets sønderrevne Beskaffenhed, med dets Chaos af Steenblokke og Vindfald, hvor Regnbækkene skumme ud fra fløielsskinnende Moospartier mellem de saftiggrønne Smaagraner, der skyde op under de gamle af Stormen omstyrtede Stammer og Rødder, kunde forsyne et halv Snees Landskabsmalere med de rigeste Forgrundsstudier. Men de Folk, som færdes her, ere kun Fiskere, Jægere og Tømmerhuggere; dog kommer Fiskeren sjelden over disse Høider, og Tømmerhuggeren har ikke synderligt at gjøre her; thi Stormen er kommet ham i Forkjøbet. For mig var ogsaa Gangen forgjæves: her var ingen Hunde at see eller høre, og vidtom rørte sig ikke et Livstegn. Jeg lokkede og skreg mig næsten hæs; men Hundene maatte ikke kunne høre min Lokning. Et Skud vilde gjøre godt; men Ladningen, der havde ligget i Løbet siden jeg gik ud fra Forkjernbraaten om Morgenen var vaad, og først efter at jeg havde slaaet et Par Knaldhætter af, rullede Skuddet mat ned over de skovrige Lier under Aasen: Røgen drev tungt og langsomt hen over Skoven, medens jeg forgjæves anstrænget lyttede efter et Glam. Naar jeg en