Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/39

33

Klipperne ad, styrtende Præcipicer kaste sig lige ned til Elven. Overalt, hvor den finder Rodfæste, hæver Granen sig med en sjelden Kraft og Høide paa Aasens Sider, men dens Krone er strøget væk, og her ligge endnu uhyre Masser af halvforraadnede Vindfald efter den bekjendte Maistorm, der i 1832 gik hærjende gjennem Skovene her; kun enkelte mægtige Furruer hæve sig paa sine Steder som Jetter fra en henfaren Tid mellem de sunkne Graner og strække sine knudrede Grene ud over den øde Hei. — Alt som jeg brød mig Vei gjennem denne ligesom forvittrede Egn, tiltog Regnen, og Væden sildrede overalt ned over den bratte Fjeldside; men det var som om Skodden gik foran mig; den kolde Vind, der stødviis foer sukkende mellem Granerne, havde den allerede i sin Magt og førte den mere og mere tilveirs. Da jeg kom op paa Aasen hang kun den vandige mørkegraae Himmel over det ubeskrivelig melancholske Landskab. — Her havde man en viid men trykkende Udsigt. Forkjernbraaten var jeg nærmere, end jeg havde troet, og denne romantisk beliggende Plads laae som en grøn og venlig Oase i de mørke Skoves Ørken, der overalt mødte Øiet. En sortladen Fordybning betegner Elveløbet, der hist og her fra sine Fosser kaster Støvskyer op mellem Granerne. Til Venstre i Øst ligger Helgerns mørke Flade; der lyder en Brusen op fra dette Vand som et dæmpet Suk fra Egnens tungsindige Alfer. Over de fjernere Aaser hænger Regnen sit vaade Tæppe. Intet vexlende Lys bringer Nuance ind i dette Landskab. De eneste