Aas, men forgjæves. Elven optog den mørke Skygge af Fjeldet; Oretræerne hang med deres gule, vaade Løv over dens Bredder. Hist og her laae en enkelt halvraaden Kavle slængt ud over Bredden, medens Elven strømmede om de store Stene, der vare kastede omkring i dens Løb, og man maatte springe fra den ene til den anden af disse for at komme over eller forbi de ofte fremspringende Fjeldsider, der i min Nærhed traadte sammen og begyndte at blive saa bratte, som om Bjerget vilde lukke sig over mit Hoved. Jeg besluttede derfor at gjøre Ende paa denne Uvished og stikke lige op over Aasen, der truende og vildt hævede sig over mig med sine steile Styrtninger, sine Masser af Vindfald, mægtige, knækkede og fortørrede Stammer og oprevne Rødder, hvis blottede Grene bredte sig ud som Hovederne af et Knippe sammenviklede Kjæmpeslanger. Gangen var tung og møisom i dette Vildnis, men jeg havde altfor ofte vandret i denne Mark til ikke at kjende den Møie, der ventede mig. Da jeg havde vundet et Stykke op, var det som om Taagen hævede sig lidt; den fine Støvregn tiltog og faldt stærkere; men naar jeg saae opad, kunde jeg hverken see Høiden eller Toppen af Aasen. Derimod aabnede der sig en Smule Udsigt til det lavere Skov-Landskab paa den anden Side af Elven.
Den Aas, jeg arbeidede mig opover, kaldes Falkenbjerget, og Trakten heromkring er en af de vildeste i Nordmarken: kjæmpestore Stene ligge overalt henkastede paa Aasens Skraaninger eller sammenhobede i Urer; dybe Revner skille
