Nei, svarede han langtrukket.
Hvad hedder Pladsen du er fra da?
Je veit inte.
Hvad hedder din Fader?
Han Faer er dau.
End din Moder?
Hun Moer boer paa den andre Siden af Aasen.
Det maa være slemt at finde Veien over Aasen i sligt Veir, som i Dag?
Jaha.
Har du hørt eller seet et Par Bikjer da du gik herover?
Nei, svarede Gutten, og begyndte at rusle afsted, da Samtalen formodentlig kjedede ham. Aase, der udentvivl var hans Søster, fulgte med nordover Braaten og snart kunde jeg gjennem det graae, fugtige Taageslør, der nu hang ned, selv over de nærmeste Træer og Stubber og oprevne, i Veiret strittende Rødder, hverken see Gutten eller Jentungen, hvis Fader var „dau,“ og som ikke vidste hvad Pladsen hed, hvor deres Moder boede.
Men det led allerede ud paa Formiddagen, jeg maatte op over Aasen for at søge efter mine Hunde. Skjønt jeg kjendte denne Mark og vidste at man sjelden træffer en Sti, naar undtages de Veie, som føre mellem og til Pladserne, fulgte jeg dog Elven et Stykke for om muligt at træffe en Fuglesti, der kunde lette mig Gangen over den uvejsomme
