Det var en tidlig Morgenstund i Midten af October. Jeg sad alene med min Bøsse, omgiven af Nordmarkens mørkladne Aaser. Mine Hunde havde jeg hverken hørt eller seet siden jeg slap dem, jeg var ubeskjæftiget nu og følte Trykket af den tunge døsige Luft. Over Skoven rugede Taagen, og en fiin gjennemtrængende Støvregn lagde sin matte Emaille over Træer og Blade. Gjertrudsfuglen bankede paa de tørre Grene og skreg efter mere Væde; Fossen bruste dødt og mat i sit Indelukke, og Pustet fra dens Fald formaaede neppe af og til for et Øieblik at løfte det tunge Taagedække op til de nærmeste Grantoppe. Den høie Aas, der strækker sig fra Forkjernbraaten Nord over forbi Indsøen Helgern op mod Hakkloen, var i sin Octoberdragt og under den gik Elven mellem Løvtræer, der stille dryssede sine gule og rødlige Blade ud over dens Strømme.
Over den Braateflæk, hvor jeg sad, ludede den skovklædte Aas steil og vild med sine skjæggede Graner og høstspraglede Løvtræer; men Taagen hang over Aasens Skuldre;
