Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/33

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
27


sendte Solens Staaler tilbage i lange, lysende Striber. De kegledannede Høider hævede sig over de andre Fjelde og havde noget Vesuvagtigt ved sig. Dette Landskab syntes ikke at tilhøre Norden, men jeg vidste, at Aftenens Aander skulde lægge sine kjølige Vinger over dette hede, blussende Strøg og sige mig, at jeg ikke var ukjendt her. Nu var det italiensk Luft og en italiensk Tone, der hvilte over alle Partier. Medens jeg drømte mig hen paa Appeninerne og ventede at Gyrikollen skulde udsende Røgskyer, blev min Opmærksomhed pludselig vakt ved en Raslen i min Nærhed, og jeg hørte Grenene brage, og Øieblikket efter det ængstelige Skrig af en efterstræbt Hare. Jeg foer op fra mit Sæde, og i samme Nu stod Bonden ved min Side. Kun et Secund stode vi saaledes, inden vi saae Ørnen hæve sig tungt op mellem Granerne med sit Bytte i Kløerne. Bøssen skjalv i min Haand. „Rolig“, hviskede Jægeren, „lad den komme nærmere“; men det var ikke udtalt, før hans og mit Skud lød hult over Fjeldene. „Den falder, den falder, pas paa“, raabte den Gamle, da den mægtige Fugl udstødte et hvinende Skrig og strøg fra os. „See paa dens Flugt, den er usikker; nu daler den, den er vor“.

Da vi kom ned i Klevveien laae Ørnen med sine store, mørke Vinger udbredte over den lyse Sand; den laae haardt saaret, skrigende og blødende over sit Bytte, som den selv i Døden omsluttede men sine senestærke Kløer.