Skodden drev i Dalen om mellem Træernes Toppe og hyllede dem ind snart i et luftigere Slør, snart i tunge, folderige Gevandter, og hindrede Blikket fra at trænge ud i dette uendelig triste Landskab. Her hørtes ingen Lyd uden Gjertrudsfuglens og Fossens. Her var intet Liv, ingen Klang, intet Ekko fra Skoven og Fjeldet. Alt var saa dødt; selv naar jeg skreg til mine Hunde, kunde jeg høre, hvor Jagtskriget naaede kort og tomt ud i Veiret, og naar den matte Lyd var gaaet over Læben, rugede atter Eensomhedens Gru om denne Plet.
Herfra til Forkjernbraaten kunde der vel neppe være halvanden Fjerding Vei og til Hakkloen en halv Miil. Helgern maatte strække sig sydlig op mod denne Braate og bag Aasen i nordlig Retning laa Hakklovandet; men med Bestemthed at beregne, hvor man stod og gik, var en Umulighed i dette Veir, hvor man ei engang kunde skimte de store Vande førend man var lige ved deres Bredder. Det var ingen Hygge at sidde paa denne Plet, uden at høre et Glam af Hundene, og disse Omstreifere sloge gjerne en Fjerding ud, naar de ikke fik Fod i Nærheden.
Betragtning eller Ligegyldighed havde lagt mig Haanden under Kinden, da jeg ikke langt fra mig hørte en Steen glide ned i Elven. Gjennem Taagen skimtede jeg to Børn, der kom langs Elven paa den modsatte Side. Det var en Gut paa en ti, tolv Aar og en Pige, der saae ud til at være et Par Aar yngere. Gutten havde ikke andet paa end
