klynkende Stemme ned til ham og svingede sig, med faste, stolte Vingeslag, høire op i det hede, luftblanke Rum, men sulten og rovgjerrig viftede den med Halen og udstrakte sine Kløer.
Vi vare just i Nærheden af et Sted, hvorfra man til Nød kunde komme ind paa den Vei, der i gamle Tider gik ned af de bratte Fjelde. Dette og de Antydninger min Ledsager gjorde til Huldren og Ørnen, mindede mig om et gammelt Eventyr om Sanct Olaf og en ung, deilig Huldrepige, der havde fristet et hensmægtende Liv af Kjærlighed til Kongen, som aldrig havde seet hende. Hun havde i stille Henrykkelse omsvævet og beluret Gjenstanden for sin Ømhed, uden at han anede det, da han en Middag i Solheden tog sig Hvile under de skyggefulde Graner ved Rethellerne. Eventyret siger, at denne Huldre var fiin og skjær som Morgentaagen, der svæver over Fjeldene, og at en lettere Fod aldrig havde berørt det bløde Mos. For at fornye min Erindring om denne Historie, besluttede jeg at slaae lige ind paa den gamle Sti. Denne tilgroede Fjeldvei gik nærmere Rethellerne, og hvergang Sanct Olaf foer gjennem den vilde Skov og kom hid, reed han lige op til Sæteren forat vande sin Ganger. Her viser man endnu en Brønd, der bærer hans Navn. Den er ellers kun mærkelig derved, at den danner et dybt, rundt Hul i det nøgne, haarde Fjeld. Lige ved Siden af denne Brønd sees ogsaa i Fjeldet et Hul, som aldeles passer til Bunden af et Vandspand. Bønderne
