Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/29

22

sige, at dette Hul er Mærket efter den Bøtte, hvormed Sanct Olaf vandede sin Hest. — Terrainet fra Kleven og hen til den gamle Vei er besværligt og kuns tilgængelig for den, der nøie kjender disse Marker. Man maa saa godt som bryde sig Vei gjennem en sammenvoxet Skov af Grane- og Fyrretræer. Er der en Plet, der er frie for disse, saa voxe Oretræet og Vildtornene der i tætte Klynger; man maa arbeide sig over Svælg og Vindfald, og først naar man nærmer sig den gamle, grønne og alligevel forvittrede Klev, antager Landskabet en Charakter, der er værd at lægge Mærke til. Paa den modsatte Side af Kongeveien er Fjeldet skovklædt og rundformet. Her hæver det sig lige, nøgent og graat op mod Himlen. Paa de lodrette Fjeldvægge har kun hist og her en enkelt mosbegroet Gran faaet skjult sine Rødder. Bjergtoppen bærer ogsaa kuns enkelte fortørrede Graner, med knækkede Kroner. Det lange, iisgraae Lav hænger fra Granerne ned over Fjeldryggen; men ved Klippevæggens Fod runder Fjeldet sig og bliver farverigt og mosgroet; her bliver Skoven atter reen og stolt, og et kort Stykke nedenfor er der en grøn Braate, hvorover Solen nu lægger sine meest brændende Straaler. Dybt under vore Fødder ligger Holts- og Steens-Fjordens blanke Flader; de ovale Øer, med de mørke, duftsvangere Skove svømme mildt paa de klare, rolige Søer, og Skyggerne falde dybe ned i det speilblanke Vand. Men over os, kuns noget nærmere det modsatte Fjeld, svæver atter under den blanke