ledes er den et Øieblik“, og vi troe gjerne, at denne Skygge og dette Lys har hvilet over Landskabet i det Nu, som han greb; og vi maae nøies hermed; men hine ustadige Reflexer, der her gjøre Partierne tusindfold mere tiltrækkende, — de Spil kan Maleren ikke gjengive. Jeg har seet mangfoldige Fremstillinger af Krogkleven, men ikke een, der kan gjøre Fordring paa synderlig Opmærksomhed. Kun Fjældets steile Vægge, med sine Granskove, Bækkene, den støvede Vei, hvo enten en Bonde viser sig til Hest, eller en Herre kjører en Dame, — har Maleren kunnet opfatte.
Som bekjendt gaaer denne Vei mellem to steile Fjeldvægge i idelig Bugtninger, og Fjeldet og Skoven kaste sine Skygger i forskjellige Retninger over Veien. Det steile, skovbekrandsede Fjeld bærer Himlens skyfrie Hvælving paa sine mørke Atlasskuldre. Skoven synker ned fra Aasen og gaaer dyb og uigjennemtrængelig hen mod Sundvolden. Solens Straaler gløder over Grantoppene og lægge sig qvælende ned paa den gule, sandede Vei. Bækkene skumme hist under mosede Stene, her glide de over en blank Steengrund og forsvinde i Veiens Krumning. — Min Bondejæger bærer sin Hue i Haanden og skotter endnu til Ørnen, der noget har sænket sin Flugt. „Vogt Dig“, siger han og seer op mod Fuglen, „kom mig ikke for nær, dersom Du ikke vil føle Heden af min Bøssepibe, — men Huldren hjelper vel Dig, som hun gjør ved Alle, der hører til Din Familie.“ Den rolige, svævende Luftseiler skreg med sin gjennemtrængende,
