Det var i Midten af Augustmaaned, da jeg med Bøssen paa Nakken slentrede op ad Ringeriges skovklædte Klev. Jeg havde havt en lang Marsch; et Kobbel Hunde fulgte mig; Tungen hang dem langt ude af Halsen, og Fraaden dryppede dem af Flabben. Solen stod høit paa Himlen og brændte stærkt; der rørte sig ikke et Pust i Atmosphæren forat formilde Heden. Himlen var hvidlig blaae; Luften var trykkende og gjorde Aandedrættet besværligt. Græsset og Blomsterne bøiede sig døsige mod Jorden, og kuns langs de rislende Bække paa Klevens Sider saae man den friske grønne Farve. Selv de unge Grantoppe syntes saftløse, og Luften spillede og zittrede mellem Grenene, men der hvilede en dyb Roe over Landskabet, og den skulde have gjort mig godt, om jeg havde hvilet under et skyggefuldt Træ. Spurvene væltede sig i Støvet og den qvikke Linderle vaskede sig i Bækken; Svalen susede sommetider forbi og greb i Flugten en flagrende Sommerfugl. Det var en Dag for Insecterne: de surrede og summede omkring overalt. Høit over Grantoppene, under
