den lyseblaae Himmel, svingede den mørke Ørn sig; Vingerne vare spendte, og dens sultne, klynkende Stemme skreg efter Rov; men Skovens Dyr hvilte i Træernes Sygge. Nu og da hørte man Lyden af en Koebjælde, som om Dyret slog med Hovedet for at fordrive Fluerne.
Min gamle Ledsager fulgte mig paa denne Tour. Han gik foran mig op gjennem Kleven med sin Andeel af vort Bytte. Begge vare vi vante til Anstængelser, og den qvalme, lumrede Dag, og den besværlige Vei generede os ikke synderligt. Den gammelagtige graae Jæger gik med sin Bøsse i Haanden og saae med vrede Blikke op til den stolte Fugl, der svævede over vore Hoveder. „Troer Du“, sagde han, og vendte sig mod mig, idet han pegede med Bøssepiben mod Ørnen, „at denne Røver allerede iaar har ødelagt mere Vildt, end Du og jeg kommer til at skyde i hele Sommer?“ Jeg svarede ham ikke; thi mine Tanker havde taget en anden Vending. Naturens Skjønhed tiltalte mig ved hvert Skridt, trods den noget slappede Stemning, som Heden og Anstrængelsen medførte. Jeg havde vel været her hundrede Gange; men denne Klevs største Værd er det, at den aldrig er liig sig selv. Snart hviler Skyen sig paa Fjeldets Toppe og glider i næste Moment ned i Dalen; snart spiller Lysningen i de stærkeste Farver hist og her langs Aasernes Sider, medens enkelte Partier hvile i en næsten sortagtig Skygge. En Maler kan kun gjengive os Krogkleven halvt; han kan holde den i den heldigste Belysning og sige: „Saa-
