Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/21

15

snappe efter Luften, og veire af og til urolige hen gjennem Lyngen. Nu og da kaster Jægeren lurende Blikke ind mellem Træerne, medens Hundene loggre omkring inde i Skoven. Deres Glam høres derinde, en Aarhøne jages med sin Yngel til alle Kanter; derved har Jægeren med Et faaet Liv, og hans Skud falder. Hundene kaldes nu tilbage og kun nødigen lægge de deres Halse i Remmene. Længere ned i Aasen skygge Granene om en lille grøn Plet; der bindes de, og Jægerens Bytte lægges ved Siden af dem, men selv gaaer han listende tilbage, hvor den eensomme Familie for lidt siden boede i Fred og Roe. Han sætter sig ned paa en Blaabærtue med Ryggen til en Gran; den ængstlige Taushed, der var afbrudt af Skud og Hundeglam, er atter herskende, Markmusen render hen over Lyngen og ind under en Rod, den flittige Myre sysler, og Jægerens Hjerteslag blander sig i dette Skov-Liv. Bøssen hviler paa hans Knæ, og hans Øine speide omkring. Naar Alt er ganske trygt og roligt og Skuddets hvide Røg har blandet sig med Søens Dampe, begynder han at fløite med en zittrende Lyd. Fjernt kagler Aarhønen til Svar; atter kalder den lokkende, klynkende Piben, og nærmere svarer den ømme Moder sit falske Barn. Endnu er hun paa den anden Side af Myren, men en sagte Flugt hvisler gjennem Luften, og Fuglen kaster sig ned i Aaskanten. De nære Fløitetoner lyde, og angstfuld for sit Barn render den et Stykke hen ad Stien, strækker sin lange Hals over Lyngtoppene, og speider urolig efter den, der ud-