Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
14


dig, og Landskabet gaaer jevnt op til de høie Fjeldstrækninger, og her er grønne Partier, hvorover et friskere Liv er udbredt. I Udkanten af Landskabet er Skoven overalt dyb og stille; en hemmelig Ensomhed svæver over disse fjerne, lukkede Egne.

Himlen er skyefri, gjennemsigtig og lyseblaae, og Augustmaaneds Middagssol lægger sine hede Straaler over Aasen og paa Myren. Luften er qvalm og tung, og der gaaer ikke et Pust gjennem de mørke Graner, eller hen over den øde, ørkesløse Myr. I Aasen, hvor de enkelte grønne Partier vinke, ligger dog Ormegræsset knækket og blegt, og Mosen paa Stenen er saftløs og tør. Henne paa Myren, der hvor den taber sig i Skoven, spiller Luften mellem de vanskabte Træer, og over den rolige, blanke Søe ligger der langs Sivene hede, qvælende Dampe. Ingen Lyd svæver mellem Træerne, intet Liv sees her; Alt er Taushed og Øde; en tung, unaturlig Søvn har lagt sine Arme om Planter og Dyr. Hvilken Fod har vel gaaet over dette Teppe? Ingen uden Jægerens. Hvo har vel været her, og hvo har her hvilet under de skyggefulde Træer? Ingen uden Jægeren. Han vandrer nu henne i Aasen med sine trætte Hunde; Byttet, hvorunder han stønner, viser, at Hundene have gjort deres Pligt. De mørkegrønne Graner skygge over den lynggroede Sti, der bugter sig ned af Aasen; men dette er ogsaa den hele Lindring, thi intet kjølende Vift rører sig her. Blaabærtuerne hæve sig overalt inde i Skoven, Hundene