Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/22

16

sender denne klagende Lyd. Den ømme Fugl kagler og nærmer sig mere og mere hen under Blaabærtuen; den udbreder sine Vinger, som om den allerede havde sin adspredte Yngel under dem; men Lokningen tier, og forskrækket over at den ikke kan finde sine Unger, render den hen gjennem Lyngen, og overalt søger Moderens ængstlige Øie de tabte Børn. Atter kalde de paa hende i en nær, og glad Tone, og hun iler mod den, — men Jægerens Bøsse knalder og hun ligger død i Lyngen. Jægeren tager den blødende Fugl og lægger den til det øvrige Bytte; han strækker sig nu med sin Bøsse hen mellem Hundene og Vildtet. Hans Hoved hviler paa en Tue, hans Øine lukke sig, og Granene brede sine skyggende Grene over hans Søvn. Lidt efter lidt begynde Skyggerne at forlænge sig, og da vaagner Jægeren. Enkelte lune, varme Pust vifte gjennem Luften, og hist og her omkring i Skoven høres fra Kyllingerne de samme klagende Toner, der for nogle Timer siden voldte Moderens Død. Af og til lyder Skud i Nærheden af den angstfulde Piben, og for hvert et Skud, der gaaer, falder ogsaa en Kylling til Jorden, og tilsidst er der ingen pibende, klynkende, moderløs Unge tilbage i denne Skov; — kun en enkelt Maaltrost slaaer i den høie Grantop, og den brune Skovsneppe svæver sagte hen over Myren. Himlen bliver mørkeblaae, og Stjernerne skue ned paa den slumrende Søe; — men henne i Aasen skinner mellem mørke Graner Stokilden, og dens Lys falder paa Jægeren og hans Hunde.