Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/13

7

de kunde ellers faae fat i et Harespor og begynde at jage i Kobbel. Det gaaer nu over Gjerdet, og man er strax inde i den vilde Skov; der er det bælmørkt. Kun hist og her glimter en Stjerne gjennem Træernes Aabning; men Jægeren gaaer alligevel sikkert; thi overalt kjender han sin Skov. Han standser et Øieblik; her har Oxen gjort Aabning, siden han var her sidst, og han mærker Røgen af en antændt Kulmine. Det glittrer af Ilden inde i Skoven, og rundtom hvile eller sysle de mørke Skikkelser; Hundene knurre. „Rolig Falkøie, seer Du ikke, hvad det er“. — Jægeren fortsætter sin Gang og er inde paa Øssjevalsætervangen. Hidtil var Veien taalelig, der gik et Slags Sti hertil; men nu skal han ned i den kulsorte Dal, hvor Fossen skummer og larmer. Her skal man over et Svælg; Jægeren støtter sig paa sin Bøsse og gjør Spranget over. Hundene ere allerede hos ham. „Stille Hunde, I trække mig ellers ned i Svælget. Bryd Jer ikke om Sporet; I faae saa ikke jage alligevel, før det er lyst“. — Aasen gaaer brat ned; det gjælder her at holde sig i Buskene og støtte sig til Granerne; thi de løs Stene glide ofte under Fødderne. Geværet hænger fast til Jægerens Skulder, med Mundingen iveiret; thi han har her begge sine Arme nødige. Skoven er endnu rank, men sort og huldreagtig; Fossen styrter sig i Dalen, og det hvidner omkring den. Var det Dag, vilde man see Mathispladsen paa den anden Side. Elven og Fossen og et stille, dybt Vand ligger derimellem; men Jægeren veed, at