Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/12

6

kleven og den tykke Taage ligger gjøglende og spøgelseagtig over Dalen. Paa lette, bløde Vinger stryger en Ugle forbi ham; men Skuddet falder, og Fuglen synker ned i Taagen. Han sigtede ikke, men styrede Bøssen med de vante Grev, og Echoet lød i den rolige Qvel. Naar Jægeren atter har ladet, stiger han med lange Skridt op af den bratte Klev. Veien herfra til Midtskoven er tung, men den er blot en Fjerding lang. Skoven er her større og mørkere og det hvisker underligere og underligere i den. Overalt forme Træer og Markstene sig til sære Skikkelser; de ere Jægerens Venner og nikke til ham. Han er snart ved Midtskoven, og nu er Veien til Broløkkerne let; men han nærmer sig mere og mere den lige Veis Ende og skal nu snart tage fat paa Skovens forvildede og uvejsomme Mark. I Nærheden af Broløkkerne, der ligge paa Nordsiden af Veien, kaster han sig ned paa en moset Steen. Skal han vælge Veien over Øssjeval og Mathispladsen eller over Rethellerne? Han bestemmer sig for den Første, og har han en god Drik med, saa styrker han sig ved den, inden han fortsætter sin Gang. Hundene logre for ham og lægge sig ved hans Side. „Ja Falkøie, Du holder af mig; jeg ved det min stakkels Dreng; imorgen maa Du vise Dig som Du pleier. Saa rolig nu Coquette! Du er jaloux; det er en Dyd hos alle Coquetter, men ikke alle mene det saa ærligt som Du min Tøs“. — Vandringen begynder paany, og Jægern leder Hundene, som han nu ikke længere tør lade gaae løse; thi