Off siger folk, at mens han sagde dette, ristede hans briller.
Derpå reiste Kristen sig, »Mig tykkes det, at det ei var
ugavnligt at hædre dem, som har været gode mænd i rådet og
kampen; derfor synes mig, at de, som lagretten dertil ansa
verdige skulde ha lov til at bære navnet omeletten«. Helge litle
siger: »Alt hvad Kristen siger, er komplet dill«. Samuel fra
Sandved reiste sig da: »Ei kan jeg være enig med dig, Helge;
meget mere bæres det mig for, at enhver sag har en sub- og
en objektiv side, og jeg tror, at vi ikke kan klare denne sag
uden ved hjælp af logikken«. »Dill, dill«, siger Helge. Men
nu reiser Langibald sig og siger: »Ikke er vi vælske mænd,
men vi er gode nordmænd fra Norge; derfor mener jeg, at
omeletten må ombyttes med pandekage; det synes mig bedre«. Morten
fra Sandved stod nu op og sagde, at han pleiede at æde på hotel
Royal og derfor var en madmand; han skulde gjerne hjælpe til
ved pandekagens tillagning. Helges øine bliver nu mindre, han
sidder i langbænken ligeoverfor lovsigemanden og han siger:
»dill dill«. Sætter så idetsamme Samuel fra Sandved i at brøle
og løber ned fra Lovberget. Helge fulgte efter ham.
Kap. 18.[1] Det var en dag, at Hjalmar den kvindekjære og Olaf krølhårt hin soldølske stod i Kristens have opved et plommetræ »Søde er nu plommerne«, siger Hjalmar. »Ikke vil jeg være plommetyv mere end dig, og dyrt skal du bøde de ord«, siger Olaf. Dermed giver han ham en kindhest, og de kommer i slagsmål. Falder de så over træet og knuser det. Da de så det blev de meget rædde; thi blev det bekjendt, var de fjørbaugsmænd. »Hvad skal vi nu gjøre«, siger Hjalmar og stikker hænderne i broklommen. »Vanskelig er denne sag, men vil du lyde mit råd, så skal det lykkes«, siger Olaf; de går så sin vei. Da det var mørkt, gik Olaf ud; han gik til Solhei; det var skumring. Han hørte nogen komme; det var Hjalmar. »Tag nu du der i venstre ende«, siger Olaf. Hjalmar gjorde så Tar de da plommetræet imellem sig og går ned til Underhaugsfjorden. »Ud med det«, siger Olaf. Derpå går de hjem.
Kap. 19.[2] En aften sent, da Sivert thrønder havde været
hos sin fostermor Amma, går han til sin skåle. Mens han gik,
