Side:Heimskringlam.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

brølede han, som hans sed var og kastede vedtrær på sin fostersøn Kolbein fra Seterholts dør. Alle dem, som han traf, slog han ned med sit sverd; han var berserk om kvelden, derfor kaldte man ham også med kjendingsnavnet kveldulv. Da han kommer til sin skåle, lukker han døren op og går ind. Da han havde ådet natverd, lægger han sig. Med det samme han sovnede, lyder der et skrækkeligt døn; det klinger som af 30 flasker i hans sverd, som hang over bænken, og det falder ned. Da beljede han 6 frygtelige hyl, så at man hørte det i hele Fjerdingsbygden; derpå blev det lydløst. Ei sov han siden om natten. Han taler ikke om dette til noget menneske.

Kap. 20.[1] På denne tid var også høvdinger Nygård fra Viken, som havde været i Myklegard, Veel, som gjorde et drapa om kong Erik, Mossingerne: Birch den farlige, Boye og Reinert, endvidere Meling den spake, Sigurd islænding, Koch danske og Helland gangende.

En nat rider Olaf krølhårt over fjerdingsheiden. Han rider, til det blir bælgmørkt. Da synger det i hans sverd. »Underlig

    sådan, at forf. dels har havt mest sympati for grundlæggelsens tid, dels har fundet at burde gå nøiere ind på de ældre tider og bestemme dem historisk, medens de nyere, endnu friske tider ikke lå for historisk behandling, hvorfor da også blot enkelte udbredte sagn er medtat, medens data og personalia ganske er negligeret. — Denne forklaring synes mig ikke tilstrækkelig, dertil er forskjellen for stor, og desuden synes troldhi, storierne i sidste del allermindst at kunne få sin forklaring af, at den tid lå forf. nærmere. Jeg må derfor slutte mig til Vigfusson og Jessensom antar begge de redaktioner, vi kjender, for senere, ja tildels meget sene omarbeidelser af en tidligere og, som Storm påviser, kortere redaktion.
     På disse fabelagtige historier, hvormed der opvartes i kap. 19, 20 etc., kan naturligvis kritiken ikke indlade sig. De beviser blot tilfulde, at den redaktion, vi har, er fra en senere tid, da der måtte digt til for at tilfredsstille smagen. Er man først blit opmærksom på dette, kan man vel ikke undgå at se den uendelige forskjel mellem sagaens sidste, eventyrlige, del og dens første, som hvad historisk nøiagtighed og kraftigt udtryk angår endog står uhyre høit og sammen med Are Frodes noget tørre beretning gir en fyldig skildring af både historie og liv.

  1. Kap. 20. Denne personopregning er en tilføielse i den nyere red., den findes ikke i den gamle. Det viser, at bearbeideren har følt synkningen i sidste del og villet hjælpe på den ved at angive et par navne. — Grunden til navnet Birch d. farlige skal være, at han gik om på tunet og skjød pile efter fluer og ingenting, hvorfor det længe var farligt at gå over tunet; et andet tilnavn er kagespiser, som synes at tyde på, at han var