Sivert thrønder het en mand; han var bærserk. En anden
mand var Jens Jensson. Disse to blev meget store fiender. En
dag siger Sivert: »Ræd er du Jens Jensson«. »Dyrt skal du
bøde de ord«, siger Jens, »til holmgang stevner jeg dig på
Balkåholmen i Fjerdingen«. »Ei er jeg ræd«, siger Sivert. På
den bestemte dag mødtes de på Balkå. Sivert havde sverdet
Håndgrib, Jens havde et kort sverd og et langt spyd. Først
støder Sivert til Jens med sit sverd; han var rasende. Men
Jens bøiede sig lidt til siden, såat Siverts sverd streifer hans
skjold; i det samme lægger Jens til Sivert med håndsaksen; han
fik just tid til at bøie hodet, såat bare den høire øreflip blev af
skåret. Da blir Sivert hamram, han griber sin kniv og lægger
den igjennem Jenses lår, så at han faldt. — Så skjærer han
hovedet af og begraver liget.
Kap. 17.[1] Nu er Jon lagmand lovsigemand, efter ham Anders Vik. Mens Jon var lovsigemand, var der adskillig tale tilthings om omeletten. Folkene rider nu til Lovberget, det er den 7de dag, og lagretten sætter sig. Da siger Jon: »Nu er det frit at sige fra for den, som vil og som har noget vist at råde«. Da stod op Helge litle hin mortepomper og kvad:
Begge mine øine blive så små.
Nu vil til min lille seng jeg gå.
- ↑ Kap. 17. Denne omeletsag synes flere gange at have været på bane uden at ha fået tilslutning. Når dette ikke omtales af sagaens forf., ser jeg deri et bevis for min formodning, at forf. har nedskrevet denne saga på Kristens opfordring han har derfor så flygtig som mulig berørt denne Kristens mislykkede idé. Noget lignende er som bekjendt tilfældet med beretningen i Njåls saga om et par af hans forslag. — På flere steder synes jeg at spore, at Hkr.s forf. har stået i bekjendtskabsforbindelse til Kristen.
redaktion; thi Jens Jensson og Sivert thrønder var som bekjendt de bedste venner Møbius formoder og visselig med rette, at kapitlet er lavet ved foranledigelse af Jenses tilnavn krigen; dette er imidlertid som vi sikkert vet, tillagt Jensson til adskillelse fra den anden høvding af samme navn, Jensson freden; denmod er dettroligt, at den opr. saga har havt en beretning om en proces mellem Sivert og Konrad Svensson, som var dødelige fiender og stadig forfulgte hinanden med processer, uden at der egentlig omtales nogen håndgribeligheder mellem dem. Disse ting må da være sammenblandede. Allerede Keyser antydede en sådan opfatning af forholdet. Tiden for dette kapitel må sættes til 882—83.
