Træerne, at de Forelskelser, som imidlertid kunde være mig overgangne som et Slags „røde Hunde“, kun vare Surrogater for min virkelige og første uslukkelige Kjærlighed.
Træerne vare forlængst uddøde, dog stode de endnu med sine bemosede udløbne forvrængede Træk. Store Blaaklokker, klattrende Vikker og vilde Roser skjød lystigt op om de hvide forvittrede Stammer.
Næstnæstsidste Aar stode de endnu sammenslyngede i Døden, som da de havde Dafnes friske Slankhed, og Barken duftede under mine ængstelige vellystige Snit.
Næstsidste Aar var det jeg hjemkaldtes i hiint sørgelige Ærind, og vandrede nedad Alleen. Jeg tænkte ikke paa Træerne; alligevel førte Skridtene mig did, forat blive gjennemgyst af den dybeste Sorgtanke, et Barn kan yde sin Moder: den om de forsvundne Uskyldens Aar, da vi, netop i de Øieblikke Slægtkjærligheden begynder at røre sig, fatte hvad det er at have en Moder, en Moder som seer hvad der foregaaer i vore Hjerter, som seer at Traade, der famle efter noget Fremmed, begynde at udspinde sig deri, og som dog med øm Uegennyttighed gjør alt for at fremme sit Barns Interesse.
Træerne vare borte. Afbrudte en Alen fra Roden laae de endnu omfavnende hinanden paa Jorden. Stunden da jeg skar Navnene i dem stod for mig; da vare de friske og livslystige som jeg ved Siden af min Moder. Der ligger min Ungdom, min herlige, sværmerske Ungdom! der ligger Livsenstræet i mit Paradiis, Vidnet om den Tid, da jeg nød Honningen af to Kjærligheder: den til min Moder og den til Hende, hvis Navn Træet havde baaret. Min Ungdom fra det 14de
