Side:Hassel-Nødder.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men foran Træerne kom aldrig Tanker, der havde saameget Materie ved sig, tilorde i mit Bryst. Der og i den Elskedes Nærhed formaaede jo ikke engang hendes Forlovelse at genere min Kjærlighed. Det var kun af og til paa Hybelen i Byen og med den studentikose Pibe i Munden at den karnificeredes saa grovt. Min Kjærlighed var saa nøisom, at den følte sig oversalig, naar jeg ude i Gangen kunde snige mig til at kysse den Tilbededes Hat. Engang tog jeg dog feil, som jeg opdagede da de unge Damer kom ud efter Theen. Jeg havde havt Nydelsen, ja nydt til Overmaal, saa jeg var bange at have sat Flekker paa Hatten; men Eftersmagen var fæl. En Forlovelse gjør en saadan Kjærlighed intet Afbræk. Det er den umuligt at tænke, at den ikke tilsidst skulde krones, men den vil dette kun gjennem Lidelser.

Da jeg Aaret derpaa saae til mine Træer, vare de endnu mere vantrevne i alle Henseender. Min Elskede var vel bleven fri ved hendes Forlovedes Død; men mine store Forventninger, om hvad en Student kan udrette, vare skuffede. Visen havde jeg nok udbragt, men slet og ubeleiligt, medens en heldigere theologisk Student i Nabobygden kortefter virkelig ved samme Vise tilsang sig en Kjæreste for en Tid. Jeg grublede og grublede foran Træerne. Endnu grønnedes de dog i Toppen, og det udlagde jeg til: „Hvem veed hvad der kan skee? Maaskee hun, og maaskee jeg, og maaskee hendes Familie, og maaskee min Familie, og maaskee og maaskee og saaledes tusinde Maaskeer....“

Næste Aar var der kun et Par Krandse i Toppen og Navnetrækkene vare ulæselige. Jeg erkjendte Skjebnens Sejer og hørte op med at bigte foran