Opfattes ikke det værnepligtige mandskabs
forsømmelse som en undladelsesforseelse, da
staar jo præskriptionsbestemmelsen der som
en opmuntring til at fortsætte forbrydelsen.
Har det værnepligtige mandskab først undladt
at melde sin flytning, saa maa han jo da for
guds skyld ikke gjøre den forseelse god igjen;
det vilde jo være at anmelde sig selv. Han
maa bare se til, om han kan greje sig
to aar uden at bli opdaget, og klarer han det,
saa er han dermed fri.
Opfattes altsaa ikke denne forseelse som en undladelsesforseelse, saa staar præskriptionsbestemmelsen der som en opmuntring til fortsat forbrydelse.
I det her foreliggende tilfælde er det akkurat omvendt —:
Opfattes tilbageholdelsen af bøgerne som undladelsesforseelse, saa staar præskriptionsbestemmelsen der som en opmuntring til fortsat forbrydelse, som en opmuntring til hurtigst muligt at sprede bøgerne ud blandt publikum.
Altsaa: netop i det punkt det her gjælder, nemlig hvorvidt forseelsen er at opfatte som en undladelsesforseelse eller ikke, netop i det punkt er disse to tilfælde hinanden stik modsatte. Og saa paaberaaber byretten sig
