hvad den gjælder, højstærværdige herrer, den dom som Byretten paaberaaber sig? — Det er et værnepligtigt mandskab, som har undladt at melde at han har skiftet bopæl. To aar er gaat hen, før man mærker det; da skal man ha fat i manden og finder ham ikke der hvor han efter listerne skal findes, men paa et helt andet sted. Da han saa blir sat under tiltale siger fyren at, ja men det er over to aar siden jeg undlod at melde min flytning; den forbrydelse maa altsaa var præskribert. — Nej, svarer Højester et, det har den hele tid været Deres pligt at holde Deres militære overord nede à jour med Deres opholdssted, og det er Deres pligt endnu den dag idag; De har altsaa kontinuerlig gjort Dem skyldig i en undladelsesforseelse, og vi har altsaa ingen terminus a quo for præskriptionen. Havde De enten senere meldt Dem, eller var De senere flyttet tilbage til Deres tidligere bosted, eller var Deres anmeldelsespligt senere ophørt, og saa to aar var forløbet efterat en af de tre ting var sked — ja da havde forbrydelsen vært præskribert, men nu kan der jo ikke engang være tale om en præskription.
Det er denne dom Byretten paaberaaber sig som præcedens. De ser, højstærværdige herrer, forskjellen.
