det ene af disse to tilfælde som præcedens for det andet!
Højstærværdige herrer! Jeg har før sagt, at jeg agter at nedlægge paastand paa, at de tre byretsherrer blir at straffe efter krl. 24—9; jeg vil her lægge til, at der i domspræmisserne ogsaa bør gives administrationen et vink om, at mænd, hvis juridiske judicium er af den beskaffenhed, at de af to modsatte tilfælde paaberaaber sig det ene som præcedens for det andet — mænd, hvis juridiske judicium er af den beskaffenhed, de bør ikke indlemmes i vor dommerstand, forsaavidt de ikke allerede er det. To af disse tre byretsherrer er nemlig endnu kun konstituerede, d’hrr. Helliesen og Steffens.
Endelig staar tilbage et fæft faktum. Byretten har ikke indskrænket sig til paa disse præmisser om undladelsesforseelse osv. at dømme mig for forbrydelse mod Forordningen af 1799; den har ogsaa paa samme præmisser dømt bogtrykker Knudsen for samme forbrydelse. Og det uagtet Byretten selv gjør opmærksom paa, at bogtrykker Knudsen ikke har tilbageholdt bøger fra beslaglæggelsen; han fik nemlig først bøgerne, idet han stod i begreb med at rejse til Sverige.
Havde Byretten sagt som saa: Krl. 8—1 og 3
