pludselig farende ind en ung mand med et bestyrtet ansigt og spør —: har De hørt det? — Nej! — Albertine er beslaglagt.
Vi slog op en skoggerlatter og forlangte øjeblikkelig Champagne — vi syn’s det var for morsomt, at denne ynkelige hr. Sørenssen nu havde rendt sig den stage i livet. Og mens vi drak den Champagne saa redigerte vi følgende lille notis, som den følgende dag stod at læse i „Impressionist“ Nr. 1, under overskrift: „Beslaglæggelsen“.
„Tør hr. Aimar Sørenssen efter dette vise sig paa Karl Johan? — Jeg vil se paa det. — Jeg tænker han skulde bli led bort — ind i sidegaderne“.
Sammenligner De dette, højstærværdige herrer, med den medfart, som blir slige herrer tildel i andre lande, naar de begaar den slags ting, saa vil De forstaa, hvor pen og human den var denne vor lille notis. Ministerpræsident Goblet, da han i sin tid — det var kort efter at ha tiltraadt regjeringen — forbød opførelsen af Zolas Nora, saa modtog f. ex. Rochefort ham med en artikel betitlet Goblet, som begyndte slig —:
Dette provins-fæ! denne minister-idiot, dette uvidende kvæg af en bonde, som kom-
