paastand end denne hr. Sørenssens — lar sig simpelthen ikke finde op.
Jeg spør da —: hvorledes er det muligt, at en Justitsminister kan finde paa at ville anfalde en norsk borger med en i den grad temerær straffepaastand? — hvorledes er det muligt? —
Ja, højstærværdige herrer, jeg vil ikke blot opkaste det spørgsmaal — jeg vil ogsaa besvare det. For før man har faat forklaringen paa dette mildest talt underlige faktum, saa er man jo virkelig fristet til at tro, at ved et mærkelig sjæbnens spil saa er Justitsministeren kommen til at bli siddende igjen med alle argumenterne i sin baglomme. Men, højstærværdige herrer! hr. Sørenssen har ingen argumenter i sin baglomme. Forklaringen er den ganske simple og enkle, at hr. Sørenssen, dengang han rejste denne anklage, befandt sig i en yderst opirriteret sindstilstand ; og at jeg, højstærværdige herrer, deri ikke var ganske uden skyld. — Jeg skal fortælle, hvorledes det var gaat til —:
Det var dagen efter at jeg var sluppet ud af arresten, og dagen før „Impressionist“ Nr. 1 kom ud. Som vi om formiddagen sidder inde paa Bodêga, Kristian Krohg og jeg og et par andre kammerater, saa kommer der
